SweetGo # 2 – Else Marie Lehmans København

11. juni 2010 // børn, shopping, steder

Så er det weekend igen, og det i sig selv er jo et fantastisk koncept!  På det sidste er jeg blevet endnu mere vild med fredagen, og mit elskede København. Og det er jeg jo fordi mine skønne gæstebloggere, netop denne dag deler rundhåndet ud af deres små hemmelige steder og do’s. 

EML02 s h 2 193x194 SweetGo # 2   Else Marie Lehmans KøbenhavnI dag handler det ikke om et bestemt kvarter, men om hele København, fordi vi i dag har besøg af damen bag bogen – “København min elskede”. Et stort og hjerteligt velkommen til forfatter, journalist, kommunikationsrådgiver og blogger Else Marie Lehman .


1. Hvor og hvordan bor du?

 Jeg bor på Frederiksberg i det såkaldt ”kongelige kvarter” – og selvom det er knap så royalt, som det lyder, er det et skønt, grønt sted ved Frederiksberg Have, hvor vi har boet i efterhånden 10 år. Eneste anke er, at vi har alt for få kvadratmeter i vores lejlighed til de to voksne, to børn og ét styk hund, som familien efterhånden tæller… men vi vil alligevel meget nødig flytte herfra. Vil meget hellere bygge ud – hvis man lige kunne det fra anden sal.

2. Hvor køber man det bedste take way til fredag aften?

Klart hos COFOCO’s Le Marché! Enkelt koncept med meget få retter at vælge imellem – men der er masser af mad i dem (selv børneretten), og de er super lækre og smager fantastisk. Le Marché findes både på Østerbro og på Frederiksberg… og bringer også ud via Roomservice (begge dele ER testet af familien Lehman!). Duer både til selvforkælelse, til romantisk kærestemiddag og til vennebesøg. Velbekomme!

3. Hvad er dit mest romantiske spot?

 Der er masser af romantik i København, men med kun ét skud i bøssen, er jeg nødt til at sige Glyptoteket. Vinterhaven er perfekt, og resten er bare utrolig smukt og fredfyldt at holde i hånd i. Og så kan man slutte af med en fabelagtig kage eller brunchtallerken i cafeen, hvis maverne begynder at knurre af hinanden. Det sted holder året rundt og gang på gang.

4. Hvad er din(e) yndlingsbutikker?

Jeg er vild med Normann Copenhagen på Østerbrogade/Østerbro (design, interiør, tøj), Stilleben i Læderstræde/indre by (interiør), So Last Season! i Bragesgade/Nørrebro (eksklusivt designertøj til menneskepriser) og Tekinotay Finest Lingerie i Silkegade/indre by (lingeri)… og skal min søde tand også lige afsløres, går jeg ikke forbi Lagkagehuset uden at fylde taskerne med passende forråd af brød og kage.

5. Hvad er den sødeste gratis glæde i byen?

En tur i en af de mange parker; både på gåben eller i løbeskoene. Jeg elsker Frederiksberg Have, som vi bor lige op ad, men også Kongens Have eller Det Kongelige Biblioteks Have er fantastiske steder at slentre rundt og nyde en solskinsdag. Og helt gratis (med mindre du skal forkæles med is eller kaffe undervejs).

6. Hvilken rute holder du mest af?

Jeg har mange skønne ruter i ærmet – både til hygge, til shopping, til stor- og småspisning – hvad som helst! Jeg elsker bl.a. en tur frem og tilbage ad Gammel Kongevej på Frederiksberg (med dankortet hængende løst!). En rundtur omkring Skt. Hans Torv, Elmegade og Birkegade på Nørrebro er også fantastisk inspirerende (og farlig for bankkontoen). Og Nordre Frihavnsgade på Østerbro har bare alt (fra second hand til smykker, legetøj og cafe til lækker brunch), der gør den værd at vade op og ned ad igen og igen. Og igen.

7. Hvor drikker man den bedste kaffe?

Jeg er ikke den store kaffedrikker, men mit bedste bud må være Estate Coffee på Gammel Kongevej/Vesterbro eller Verdens Mindste Kaffebar i Tullinsgade/Vesterbro. Min stamcafe, Cafe Sokkelund i Smallegade/Frederiksberg serverer også en rigtig god kop kaffe.

8. Hvordan ville du bruge byen hvis du fik 2 uventede fritimer?

Jeg ville tage mig en løbetur rundt om Søerne sammen med alle de andre københavnere. Og så ville jeg smutte omkring Susanne Juul i Store Kongensgade og udvælge den hat, jeg længe har ønsket mig at få. Og Klassik i Bredgade, hvor jeg nok mest af alt bare ville drømme om de tjekkede designermøbler, jeg godt gad at have. Til sidst ville jeg nappe en avokado sandwich og en power shake hos Joe and the Juice og spise hele herligheden i Det Kongelige Biblioteks Have ved Christiansborg. Meget gerne med kæresten i den anden hånd.

9. Har du et godt (børnefamilievenligt) weekendtip?

En tur i Zoo – med besøg i bl.a. elefanthuset – er et must, men en tur på Nationalmuseet eller Glyptoteket bør også på programmet. Vores ældste datter (som dog faktisk kun er godt 2) elsker at gå rundt der og pege begejstret på statuer, planter, klædedragter og dukkehuse. Brunchen skal helt sikkert spises hos Nimb Brasserie, som laver byens bedste og mest overdådige buffet, der gør både små og store (og i hvert fald deres maver) nærmest lykkelige. En tur i cykeltaxa rundt i byens gader og omkring nogle af de klassiske seværdigheder vil også være et hit hele vejen rundt.

10. Hvad er dit sweetspot?

Jeg elsker at smække numsen i sofaen ved vinduet hos Tante T i Viktoriagade/Vesterbro. Helst i selskab med kæresten eller en god veninde – og deres brunchtallerken eller kagebord plus en kande god te hver. Der er skøn, afslappet atmosfære, og tiden står nærmest stille. Helt perfekt på en fridag, hvor der skal hygges igennem!

foto: Lars Kaae

1000 tak til Else Marie. Og God weekend derude.

SweetTip: Følg med på mandag hvor vi udlodder 2 eksemplarer af Else Maries bog “København min elskede”

2 kommentarer

14. juni 2010 14:54

1 SweetGiveaway#1 – KØBENHAVN min elskede! | The Sweet Spot ,

[...] SweetGo # 2 – Else Marie Lehmans København [...]

25. oktober 2011 23:08

2 Når fjernsynet ringer, så danser man #1 | Else Marie Lehman ,

[...] Gæsteblogge. [...]

Læg en kommentar