Sweetgo#19 – Sidsel @ Spagat
Jeg har endnu tilgode
- at møde hende ude i virkeligheden. Men det er jo gaven i blog-land; at det fysiske møde ikke er nødvendigt for at dele passionen for det søde og smukke. Hun er æstetiker, interiørelsker og grafisk designer. Hun blogger ligeher, hvor du bør suse over lige om lidt. Tag godt i mod vores første århusianske Sweespots præsenteret af Sidsel Gaustadnes fra Spagat.
Hvor og hvordan, og med hvem bor du?
Jeg bor til leje i en dejlig 4.værelses lejlighed lige midt i Latinerkvarteret i Århus. Sammen med min mand, vores datter på 7 år – og en grøn undulat der hedder Bernard. I weekenderne bor vi så tit som muligt i vores sommerhus på Helgenæs. Jeg elsker kontrasten imellem hverdagens pulserende midtbyliv og weekendens stille landliv.
Hvor køber man det bedste takeaway til fredag aften?
Det bedste takeaway til både fredag aften – og alle andre dage! er fra den nye GastroGrillbar Olinico i Mejlgade 35. En moderne og rustik udgave af en grillbar og take-away sted, med rustikke retter som fish’n'chips, moules frites og gryderetter hvor alt hjemmelavet fra bunden af gode råvarer – og til yderst fornuftige priser. http://www.olinico.dk/
Hvad er dit mest romantiske spot?
I Århus har jeg et meget blødt punkt for Teaterbodega i Skolegade. Her kan man gemme sig lidt for omverdenen i en lille og intim tidslomme – mens man spiser smørrebrød og drikker kolde fadøl http://www.teaterbodega.dk/Mit andet romantiske spot er Procida – en lille ø i Napoli bugten – som vi bliver ved med at vende tilbage til som par. Jeg elsker den for dens duft af havluft, citroner og mandeltræer, frokosten på kajen imellem de lokale fiskerbåde, roen og den smukke havudsigt fra hotellet og dens perfekte størrelse til en rundtur på Vespa. Og øverst på min liste over romantiske spots er selvfølgelig den strand i Thailand, hvor vi udvekslede vielsesringe i 2008.
Hvad er den bedste cafe i weekenden – hvorfor?
Carlton på Pustervig Torv – fordi de har byens bedste service og menukort. Ministeriet på Klostertorv - fordi man kan sidde i solen på smukke Klostertorv eller i den hyggelige gårdhave. eller Molskroen ved Ebeltoft – fordi de serverer den bedste High Tea i DK.
Hvad er din(e) yndlingsbutikker?
Tøj og sko til mig – så ender jeg i Bisgaard i Badstuegade eller i Cos på Store Torv og festtøjet finder jeg i By CRM i Volden. Keramik, kunsthåndværk og farveklatter til hjemmet – finder jeg i Decorate i Norsgade, 1+1 tekstil i Grønnegade, og Box de Luxe i Volden. Design- og Kunstbøger, tuscher og papir – finder jeg i Architegn ved Arkitektskolen i Århus. The, kaffe og byens bedste hjemmelavede hindbærsnitter og kanel-fætre køber jeg i Mocca City i Gl Munkegade – prøv dem! Smykker, unikke prints og grafisk guf finder jeg mest på nettet – især på Etsy.com
Hvad er den sødeste gratis glæde i byen?
At glo på vinduer! Jeg elsker at kigge på butiksvinduer og henter meget inspiration der. Min datter og jeg har desuden det ritual at vi altid skal vælge en kjole eller ting hver – når vi ser et fint vindue. Det er super hyggeligt og en sjov måde at bruge vores nabobutikker på. Og så at glo på mennesker…
Hvilken rute holder du mest af? – hvorfor
Min daglige rute rundt i Latinerkvarteret og Århus midtby holder jeg mest af. Fordi jeg føler mig priviligeret over at bo så centralt, hyggeligt og trygt – og fordi jeg har minimal transporttid i hverdagen. En gå- løbe- eller cykeltur igennem Mejlgade og langs vandet ud til Risskov står også højt på min yndlingsliste. Jeg elsker udsigten fra Risskoven indover Århus og havnen.
Hvor drikker man den bedste kaffe?
Jeg har arbejdet som barista i Firenze for mange år siden – så svaret er klart – i Italien! Jeg køber sjældent kaffe når jeg er i byen i DK – da jeg næsten altid bliver skuffet. Til gengæld er jeg meget glad for vores Nespresso maskine derhjemme – men allerhelst drikker jeg en god kop the.
Hvordan ville du bruge byen hvis du fik 2 uventede fritimer?
På en god dag ville jeg smutte i løbetøjet og løbe en tur langs vandet i skoven v. Risskov. På en doven dag ville jeg gå langsomt hjem igennem byen – købe friske blomster – og tage en time på sofaen med en god bog – og nyde roen og ensomheden. På en dag hvor jeg skulle finde inspiration – ville jeg tage på Lynfabrikken – og tjekke deres shop og cafe ud.
Har du et godt (børnefamilievenligt) weekendtip?
Børnenes Jord i Thunøgade er et fantastisk sted – m. legeplads, bænke i solen, geder og kaniner og et lokalt børnemiljø! Med og uden børn er en tur på Aros kunstmuseum altid fint – for kan nemlig få et godt glimt af Ron Muecks fantastiske skulptur “Boy” – både udefra og indefra – helt gratis.
Hvad er dit sweet spot?
Mit sweet spot er helt klart mit nye designstudio i Mejlgade. Som selvstændig grafisk designer er jeg så heldig selv at kunne indrette min arbejdsplads. Min makker; Line Juhl Hansen og jeg har indrettet os med god karma, plads til fordybelse og kreativitet i et gammelt skævt baghus. ( vi holder Påskeåbent den 14. april fra kl. 15 -18)
—
1000 tak til Sidsel
SweetTip: Husk at kigge ind på mandag hvor vi laver en lynhurtig konkurrence om Sidsels meget fine acryl pynt. Ha en sød én









3 kommentarer
1 sabine Brandt ,
· { sidsel er en sød og dygtig »dame« … jeg må snart til Århus … ha en skøn weekend Laura … KH/Sabine } ·
2 Dorte Lytje ,
Jeg har til gengæld været så heldig at møde Sidsel irl
Og hun er lige så fantastisk ‘live’ som i cyberspace 

Og hvor er jeg dog enig med Sidsel i de mange skønne steder i Århus
Jeg ELSKER Århus – og det forårs-summer også ud af dette indlæg, at Sidsel har samme kærlighed til Smilets By.
FED blog i øvrigt – dejligt at finde frem til dig, Laura
3 Marie Louise Rødbro ,
Fantastisk påske pynt jeg har allerede været inde og bestille på ETSY glæder mig meget til det kommer