Hilton Copenhagen – test

Det føles ganske underligt – og en smule eksotisk at tage metroen på kæresteweekend. Først til Christianshavn og så videre mod lufthavnen og til venstre. Helt uden pas tjekkede vi ind på Hilton – for at teste denne pakke.

Vel fremme, eller rettere oppe på 12. sal, med en svimlende udsigt og et hurtigt besøg i loungen, hvor der (24-7?) var kagebord, predinner drinks og ild i pejsen, satte vi kurs mod behandlinger i Ni’Mat spaen.

Her blev vi først kogt i steam bath’en, efterfulgt af rygmassage og en lille ansigtsbehandling, for at afslutte med et såkaldt Cleopatra bad.

Næste treat var en treretters menu med vin i restauranten, bestående asparges, oksekød og rabarber. Næste morgen var der adgang til buffeten frem til kl. 11.

Veludhvilede, bløde og mætte vendte vi snuderne hjem til farmor og Ella, der synes det var vildt snyd vi havde været på hotel uden hende.

Det er vild luksus, og Hilton er virkelig et lækkert hotel. Alle steder blev vi mødt af imødekommende sød (svensk) service. Maden var udemærket, spaen det samme (omend jeg ikke er helt pjattet med Ni’mats dekor, der minder mig om butikken Indiska). Værelset var stort, fittet med karbad, 6 puder og knitrende hvide lagner og macaroons ved ankomst.

Hvis jeg skulle anke noget, så er det personligheden, designet, lækkerheden, og den skæve detalje, der er alt sammen er fraværende. Der er musak i højtaleren, kirsebærtræ på væggene, lidt for meget aircondition og total mangel på hygge. Og ja, det er konditionerne for et stort internationalt (amerikansk) hotel i lufthavnen. Men det føles ikke specielt romantisk, og stedet savner design og kant, som Bella Sky og Sct. Petri har noget af.

Men alt i alt et lækkert døgn med forkælelse. Tak, det gjorde godt

Læg et svar

Din emailadresse vil ikke blive publiceret

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.