Home sweet home?

Kan de ikke bo i vores lejlighed, når vi skal flytte?

– så rørende fint spurgte min Ella i morges, da vi talte om flygtninge. Vi talte om at de ikke havde nogen penge. Eller tøj, eller ting. “Nårh, nej det har de tabt i båden”.

Der er ikke mange sweetspots over slikbutikken i dag. Jeg er målløs, hæs, uden stemme.

Jeg tuder når jeg læser, om hvordan der vinkes, til dem der hellere vil snige sig igennem et land, hvor der står nogen på en bro og spytter på dem. Om hvordan der er nogen der samler folk op og afleverer dem som kriminelle til politiet.

Jeg har en klump i maven over at være repræsenteret af et styre, der naivt siger bliv væk til en sygdom der i stedet burde have medicin. Dem der skulle træffe de modne beslutninger, gå forrest, vise ansvar sender bylden videre til naboen. Det er skamfuldt.

Ordet “min næste”, kværner rundt i mit hoved. Voksne og små børn ligger på vejen og sover, – i Danmark. Jeg forstår ingenting. Lige for vores øjne ligger folk og fryser, bløder og sulter, og det er strafbart at hjælpe dem!

Vi har en krise, venner. Som kræver mod og menneskekærlighed. Vink, del, giv. Vis at der er et andet Danmark.

  1. #1 8. september 2015 09:54 af frederikke

    Dine ord rammer lige ned i min stumme stemme….idag er der så mange tårer!

  2. #2 8. september 2015 12:40 af Sisi

    Du rammer præcist hvordan jeg også har det. Målløs, stum, med knude i maven, tårer i øjnene og bare så uforstående…..
    Heldigvis er der små glimt af lys og medmenneskelighed, i alle de private initiativer og alle de mennesker der leder og finder måder at hjælpe på.

Skriv din kommentar

Din email vises ikke offentligt

Har du også læst?